Tilbage

Spis sæsonens råvarer i maj

Kalenderen skriver maj, og foråret er for alvor en realitet. Det spirer og gror overalt, og det er nu, at køkkenhavesæsonen for alvor skydes i gang.

Derfor skal du spise sæsonbaseret

Selvom du oftest kan købe lige det, du står og mangler i supermarkedet, uanset årstiden, er der mange gode argumenter for at udnytte de fantastiske danske råvarer, når de er i sæson og smager allerbedst. I stedet for at købe og spise importerede råvarer fra fjerne egne, burde vi tage det bæredygtige valg og støtte de lokalt producerede fødevarer, vi har tilgængelige på vores egne breddegrader. Der er mange gode grunde til, hvorfor du skal spise efter råvarerne i sæson. Her har vi samlet 5 gode grunde:

1. Det giver variation i måltiderne året igennem, så naturens gang viser sig på tallerkenen

2. Råvarerne smager af mere, og de er flottere og mere saftige

3. Du får friske råvarer, der er høstet, mens de er modne, og derfor rige på næringsstoffer 

4. Du minimerer klimaaftrykket fra transport 

5. Der kan være penge at spare i højsæsonen for en råvare. Men ikke altid – så må du nøjes med de 4 andre gode grunde 

Disse råvarer kan du spise med god samvittighed i maj

Asparges og radiser, spinat og spidskål vælter frem og er fulde af saft, kraft og smag. Spis til du revner af de danske frilandsgrøntsager! Husk i øvrigt også, at rødspætter og skrubber lander i fiskernes net nu. 

 

 

 

En håndfuld af vores yndlingsråvarer og -opskrifter i maj

Asparges

Asparges er en skøn forårsbebuder, der inviterer på lunere og mere solskinsrige dage. De fleste kender både de grønne og hvide asparges, der uanset farve er yderst delikate. Egentlig kommer begge fra den samme plante, der skifter fra hvid til grøn i forårets sol. Asparges kan tilberedes og spises på utallige måder, både dampet, grillet, kogt, rå, sous vide og bagt - og hver en tilberedning smager helt fantastisk. 

Asparges behøver kun en kort og nænsom tilberedning og går godt både dampede, grillede og i salater.  Når det først er blevet lunt vokser aspargeserne færdige på mindre end 10 dage og forbliver saftspændte med lukkede hoveder. Husk i øvrigt, at hovederne generelt ikke må koge for længe. Midterstykkerne egner sig kogt i frikasséer og supper eller koldt i salater. Den nederste tredjedel og skrællerne er bedst til at koge kraften ud af. Denne kraft kan så bruges som grundlag for suppe eller simpelthen til at koge asparges i.  

Udover at smage dejligt, er asparges fyldt med flere gode næringsstoffer. De grønne skud er både gode for fordøjelsen, rig på c-vitaminer, folinsyre og b-vitaminer samt en utrolig fedtfattig og kalorielet spise - så du skal bare tage rigeligt for dig.

Asparges er også forholdsvis kort i sæson herhjemme, så du skal skynde dig at nyde den friske grøntsag i maj og juni måned. Herunder kan du få inspiration til, hvordan asparges kan tilberedes og spises på forskellige måder.

Hornfisk

r lystfiskerne i april­/maj måned drager ud til vores kyster for at fange hornfisk, er der få, der ved, at de følger en årtusind gammel tradition i det her land. Siden stenalderen har vi kastet os over denne fisk, når den om foråret går ind fra Atlanten gennem de danske sunde og bælter for at gyde på lavt vand i maj og juni. Vi ved det, fordi dens ben er fundet i køkkenmød­dingerne. I middelalderen frarådede lægen Henrik Harpestreng, at man spiste hornfisk, fordi dens ben blev grønne ved tilberedning, men det har nok ikke afholdt nogen fra at spise den, da fisk af alle arter blev spist under den katolske tid, hvor der skulle fastes mange dage om året. Hornfisk findes i rige mæng­der i denne periode af året. Da fiskens kød samtidig er uhyre velsmagende og sundt, burde vi spise meget mere af den, end vi gør.

Gulerod

Gulerødder er efterhånden en fast bestanddel i de fleste køleskabe, måske fordi sæsonen for grøntsagen er forholdsvis lang og på grund af dens anvendelsesmuligheder. Det er en meget taknemmelig grøntsag, som har et hav af muligheder i køkkenet - det handler blot om at slippe fantasien løs og prøve sig frem.

Du kan spise gulerødder rå, glasere dem op, de kan koges, grilles, bages, dampes og meget mere. De kan såmænd også bruges i det søde køkken, for eksempel i en svampet og krydret gulerodskage, da grøntsagen tilfører forholdsvis meget sødme.

Gulerødder har et højt indhold af kostfibre, hvilket er med til at holde din krop mæt og hjælpe på fordøjelsen. Derfor kan du med fordel tilføje revet gulerod til dit bagværk - både for mætheden, smagens og sundhedens skyld, men også for at holde dit brød dejlig saftigt. Herunder kan du se nogle af vores yndlingsopskrifter med gulerødder.

Jomfruhummer

Jomfruhummer smager intet mindre end formidabelt og er en af de fineste, eksklusive delikatesser, vi har herhjemme. Derfor skal I selvfølgelig nyde spisen, når den er i sæson.

Jomfruhummer minder meget om sin større storebror, hummeren, da begge delikatesser er søde og fyldige i smagen. Dog er jomfruhummeren en anelse mere sart, blød og saftig i konsistensen. Derudover er jomfruhummeren selvfølgelig også en del mindre og meget slankere eller spinkel end hummeren.

Vi har fundet nogle smagfulde opskrifter med jomfruhummer til inspiration nedenfor: